Beregn dine besparelser
Forfatter
Opdateret den
Læsetid
Et energimærke er et dokument, der giver indblik i en boligs energiforbrug og energieffektivitet. Energimærket gør det altså muligt for dig at se, hvor dyr boligen er at holde varm og ventileret. Jo nyere boligen er, jo bedre er dens energimærke typisk.
Dokumentet inkluderer også forslag til, hvordan bygningens CO2-udledning – og varmeregning – kan nedsættes. Forslagene kan eksempelvis inkludere at installere solceller med batteribank eller andre kilder til vedvarende energi eller isolere områder i boligen, hvor isolering enten mangler eller ikke er tyk nok.
Det giver derfor mulighed for at nedsætte dit klimaaftryk – og samtidig kan du potentielt også forbedre indeklimaet og øge boligens værdi.
På energistyrelsen.dk kan du slå din adresse op og finde dit energimærke, så du kan blive klogere på, hvor energieffektiv din bolig er. Her har du også mulighed for at se de seneste forbedringsforslag og få et overblik over, hvordan du kan gøre din bolig mere energieffektiv.
Hvem skal sørge for energimærkningen af en bolig?
Det er sælger, som er ansvarlig for, at boligen bliver energimærket. Sælger er nemlig forpligtet til at få udarbejdet et energimærke, før boligen annonceres til salg.
Hvis en andels- eller ejerlejlighed skal sælges, er det foreningen, som har til ansvar at få udarbejdet energimærket.
For at få udarbejdet et energimærke skal du kontakte et energimærkningsfirma, som sender en energikonsulent ud til dig.
Energikonsulenten udarbejder energimærke og energimærkningsrapport på baggrund af gennemgang af forhold og installationer, som har betydning for bygningens energiforbrug.
Energimærket ranglister boligers energiforbrug på en skala fra A til G, hvor A er den mest energivenlige placering.
Da bygningsreglementet er blevet opdateret, indeholder energimærkeskalaen nu tre A’er: A2010, A2015 og A2020.
Energimærkeskalaen svarer til den skala, vi kender fra andre energiforbrugende produkter – f.eks. hårde hvidevarer – som skal hjælpe dig med at vælge det mest energieffektive produkt.
Mærkerne på skalaen refererer til energikravene i bygningsreglementet. Det betyder for eksempel, at et hus, der er mærket med A2015, lever op til de krav, der var gældende i Bygningsreglement 2015.
Men faktisk lever en bolig mærket med A2015 også op til de krav, der gælder i Bygningsreglement 2018, som trådte i kraft 1. juli 2018. Kravet til bygningens energiforbrug er nemlig på niveau med det tidligere krav fra 2015 – A2015 dækker derfor begge bygningsreglementer.
Det betyder også, at A2020 dækker den tidligere frivillige Bygningsklasse 2020, der siden 1. juli 2018 er ændret til frivillig lavenergiklasse.
Du kan læse mere på bygningsreglementet.dk.
Når en bolig skal sælges, er det som udgangspunkt lovpligtigt, at den har et energimærke. Det gælder både for nye og gamle huse, villaer, rækkehuse, etageejendomme med ejerlejligheder, m.m. Hvis ejendommen er under 60 m², er energimærkning dog ikke et krav, men der kan godt udarbejdes en rapport.
Derudover er der også en række andre tilfælde, hvor ejendomme skal energimærkes. Det gælder eksempelvis, hvis:
Et hus skal udlejes i mere end fire uger.
En privat bygning på over 1.000 m² skal sælges, annonceres, udlejes eller overdrages.
Det er Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger, som opstiller retningslinjerne for, hvornår en ejendom skal energimærkes, og hvilke ejendomme kræver energimærkning.
Det er de færreste ældre ejendomme, der overholder de nye energibestemmelser. Det er der dog heller ikke noget krav om, at de skal. Her hjælper energimærkningen dig primært med at vurdere ejendommens energimæssige tilstand, før du køber den.
Har du bygget et nyt hus, skal du have en såkaldt ibrugtagningstilladelse fra kommunen. Tilladelsen er din formelle færdigmelding af byggeriet og din dokumentation for, at byggeriet er lovligt opført og overholder byggelovens gældende bestemmelser. Denne tilladelse kan du kun få, hvis du har et energimærke.
Når en andels- eller ejerlejlighed skal energimærkes, er det hele ejendommen i den pågældende forening, som skal energimærkes – ikke den enkelte lejlighed.
Det betyder, at det er andels- eller ejerforeningen, som har til ansvar at få udarbejdet et energimærke. Er du ejer eller andelshaver, skal du altså rette henvendelse til din forening om dette.
Energimærkningen af andels- og ejerlejligheder udføres oftest på samme måde som for bygninger.
Energikonsulenten beregner her bygningens forbrug på baggrund af gennemgang af forhold og installationer, som har betydning for bygningens energiforbrug.
Det er dog også muligt at lave energimærkningen ud fra det registrerede forbrug. Det reelle forbrug bliver i så fald aflæst på el- og varmemålere og registreret i ejendommens driftsjournal. Energimærkningen afhænger altså af beboernes forbrug.
Vælger din forening at få energimærket udarbejdet ud fra det registrerede forbrug, kan det altså godt betale sig at tænke på miljøet – både for klodens skyld, men også for at bidrage til et bedre energimærke i din forening.
Der er ikke noget krav om, at sommerhuse skal energimærkes. Hvis du ønsker at få energimærket dit sommerhus, skal det gøres på samme grundlag som et helårshus.
Mange sommerhuse er dårligt isolerede og opvarmet med elvarme. Du skal derfor være opmærksom på, at sommerhuse ofte får et dårligt energimærke.
Hvis dit sommerhus har et godt energimærke, kan det dog give dig en fordel, hvis du skal sælge det. Der er nemlig ikke så mange andre sommerhuse med gode energimærker på markedet, som du skal konkurrere med.
Er du interesseret i at få solceller i dit sommerhus eller konlonihavehus?
I 2022 udledte Danmark 44 mio. ton CO2-ækvivalenter. Til sammenligning udledte vi i 1990 78,2 mio. ton CO2-ækvivalenter. Vi har altså reduceret vores drivhusgasudledning med 41 %.
Vi er på rette vej, men vi har stadig langt igen, hvis vi vil nå vores fælles mål om at nedbringe vores drivhusgasudledning med 70 % i 2030.
I Danmark står bygninger for omkring 40 % af vores samlede energiforbrug – bygningsmassen er derfor et centralt område, hvor vi skal sætte ind, hvis vi vil reducere vores CO2-udslip. Energimærkning kan hjælpe os med at gøre netop dét.
Energimærkning bidrager til at sikre, at alle landets boligejere er med til at løfte ansvaret for at reducere vores CO2-udslip.
Hvis du forbedrer dit energimærke, fremtidssikrer du nemlig din bolig på flere måder:
Miljø: Energimærket gør det nemmere at gennemskue, hvor du kan sætte ind for at mindske dit klimaaftryk og gøre en aktiv indsats for miljøet – og det hjælper med at skabe en bedre fremtid for os alle.
Indeklima: Et godt energimærke betyder som regel, at boligen er godt isoleret og ventileret, og det er godt for din og din families sundhed.
Gennemsigtighed: Energimærket skaber større gennemsigtighed i købsprocessen. Som køber kan du undgå at investere i en bolig med et højt CO2-udslip og en dyr varmeregning – og med et godt energimærke har du som sælger ikke noget at være bekymret for.
Salgsværdi: Du kan gennemsnitligt hæve salgsprisen af din bolig med omkring 500 kr. pr. m² for hvert bogstav, dit energimærke forbedres. For et hus på 100 m² svarer det til ca. 50.000 kr. – investeringen kan altså godt betale sig.
Der er altså store fordele at hente her. Det gælder både for købere og for sælgere – og vigtigst af alt gælder det også for vores planet.
Er du interesseret i at energirenovere din bolig for at forbedre dit energimærke, kan du med fordel undersøge, hvordan du kan få tilskud til projektet gennem Energirenoveringspuljen. Via linket kan du også skrive dig op til Energirenoveringspuljens nyhedsbrev, så du løbende kan få opdateringer samt information om, hvornår du kan søge tilskud.
Har Energistyrelsen givet dig forslag til forbedringer – eller har du selv besluttet dig for at energirenovere dit hjem? Så er du kommet til det rette sted.
Hos 1KOMMA5° vil vi hjælpe dig med at booste din boligs energimærke. Vi hylder folk som dig, som er klar til at gøre dit hjem til hjertet i den grønne energirevolution. Netop derfor er vi også all-in på solceller. Vi tror på, at vedvarende energi er den eneste vej frem, hvis vi vil bremse klimaforandringerne.
Samtidig kommer vedvarende energi med en masse fordele. Både for vores samfund, men også for den enkelte forbruger.
Med et solcelleanlæg på taget er det som at have sin helt egen bæredygtige energifabrik, som udnytter solens stråler til at skabe elektricitet til dit hjem. Du sænker altså ikke blot dit klimaaftryk – du får også en lavere elregning.
Så kontakt os i dag og start din rejse mod at hæve din boligs energimærke. Vores professionelle og dedikerede medarbejdere står klar til at hjælpe dig med at gøre processen så gnidningsfri som muligt.